BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være leder i en kommune, hvor du er tæt på det politiske, er afgørende for kommunens udvikling og leder af en virkelysten og initiativrig flok? Kan du opbygge og samle et nyt team, der på et komplekst og spændende område understøtter de politiske målsætninger med høj faglig kvalitet og møder borgere i øjenhøjde?
Vi tilbyder en lederstilling, hvor du i en lille kommune har store muligheder. Som leder af Planteamet vil du være helt tæt på det politiske, være central for kommunens udvikling og arbejde i både dybden og bredden, mens du står i spidsen for et engageret og dygtigt team. Dit ansvarsområde er komplekst, spændende og omfatter store emner med afgørende betydning for Stevns Kommune.
Som bindeled mellem det strategiske niveau og den daglige drift er du med til at sikre det afgørende tværgående fokus for at lykkes med både kommune-, lokal- og klimaplaner eller strategisk energiplanlægning og landsbykoordinering. Du har som bindeled afgørende betydning, fordi Stevns Kommune de seneste 10 år har været i en forrygende udvikling med fokus på vækst-, erhvervs- og byudvikling – og det stiller krav til både planlægning, organisering og samarbejde. Din rolle bliver at samle og være i spidsen for Planteamet og med ildhu tage fat i og organisere de mange spændende opgaver. Kommunens unikke placering giver nogle helt særlige muligheder, miljøer og kulturer – men er alligevel kun 50 km fra København.
Kom tæt på – både politisk, strategisk og driftsmæssigt
Som leder i Stevns Kommune er du tæt på meget. Du arbejder såvel i dybden og i bredden, og du vil komme tæt ind i de politiske processer i samarbejde med din centerchef. Kommunen er kendetegnet ved en relativt flad hierarkisk struktur, hvor man inddrager de medarbejdere i processerne, som giver mening, og ikke ud fra deres titler. Derfor tilbyder stillingen mange spændende ledelsesarenaer med både personaleledelse, ledelse på tværs med dine ledelseskolleger, ledelse opad mod din centerchef og de politiske udvalg og ledelse ud i samfundet med inddragelse af borgere. Din hverdag vil således blive varieret og fyldt med spændende opgaver på mange niveauer, og du vil opleve, at dine beslutninger betyder noget og kommer til at gøre store forskelle for Stevns fremtidige udvikling.
Derfor er det også vigtigt, at du trives med det komplekse og kan agere balancekunstner på flere af kommunens centrale dagsordener – fx balancen mellem at passe på den unikke Stevnske natur, verdensarven og roen og på den anden side understøtte tilflytning, det gode landsbyliv samt indtænke turisme og den grønne omstilling i planlægningen af arealerne.
Om dig
Du har en faglig indsigt i planområdet, og du har både erfaring med og brænder for arbejdet med planlov og fysisk planlægning. Måske du allerede har ledererfaring som linjeleder, projektleder eller lign. – uanset hvad er du i stand til at tage lederrollen på dig og sætte tydelige rammer og dagsordener, når der er behov for det. Du er ikke låst af en bestemt verdensopfattelse, men ser forskellige perspektiver som en styrke, når de store beslutninger skal træffes. Som person er du dygtig til kommunikation, helhedsorienteret og naturligt relationsskabende. Du både inddrager og uddelegerer, samtidig med at du har god personlig gennemslagskraft og er svær at slå ud af kurs.
Yderligere information
Du er meget velkommen til at ringe og høre mere om jobbet, hvis du er interesseret i stillingen. Kontakt chefkonsulent Carsten Gløvermose Nielsen fra MU på telefon 3025 9801, centerchef for Teknik & Miljø, Birgitte J.T.K. Nielsen på telefon 21 52 50 80, lokalplanlægger Michala Lene Nystrøm på telefon 21 58 90 65 eller energiplanlægger Lise Fogh på telefon 21 47 53 62.
Ansøgningsfristen er d. 11. september 2024. Der vil være 1. samtaler d. 16. september og 2. samtaler d. 24. september. Imellem de to samtalerunder vil der være et testforløb. Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold – både for dig som leder og for dine medarbejdere, herunder bl.a. flextid og mulighed for hjemmearbejdsdage. Stillingen er fysisk placeret på Rådhuset, Rådhuspladsen 4, 4660 Store Heddinge, inden for gåafstand fra togstationen, der har forbindelse til S-togsnettet.
Du kan læse flere detaljer i dette uddybende notat Job- & stillingsprofil
Stillingen søges via ansøgerlinket på siden her.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Stevns Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Stevns Kommune, Rådhuspladsen 4, 4660 Store Heddinge
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6099337