BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at løse de lokale rekrutteringsudfordringer, og skabe meningsfulde match mellem virksomheder og ledige?
Vi søger en rekrutteringskonsulent, som brænder for at hjælpe virksomhederne i Stevns og Køge kommuner med at finde deres næste medarbejder(e). I Rekruttering Køge Bugt (REKB), som er Stevns og Køges fælles- og samarbejdsenhed har vi ansvaret for rekruttering af ledige jobsøgere, og kontakten med virksomhederne omkring ordinære stillinger på deltid og fuldtid, samt opkvalificering og hjælp til fastholdelse af virksomhedernes medarbejdere.
Som rekrutteringskonsulent i REKB skal du i dialog med virksomhederne og afdække deres behov, og i samarbejdet med teamet og de to jobcentre finde og skabe match med de ledige jobsøgere. Vi arbejder med en tydelig kontaktstrategi og nogle klare mål for vores indsatser. Vi er årligt i kontakt med mere end
2.200 virksomheder, har mere end 4.000 generelle virksomhedskontakter og medvirker til 500 rekrutteringsopgaver i de to kommuner.
Om samarbejdet med virksomhederne fortæller Mette Laugesen, Virksomhedspartner, REKB:
Vi oplever et godt og tæt samarbejde med virksomhederne, som i høj grad inviterer os indenfor og gør os kloge på deres efterspørgsel. Jo bedre vi kender virksomheden, og deres konkrete krav, ønsker og muligheder i stillingen, arbejdsmiljø- og kultur, jo bedre er vi til at løse deres rekrutteringsbehov. Det giver et bedre og mere langtidsholdbart match.
I REKB har vi et stort kendskab til vores lokale arbejdsmarked, og det betyder også at vi er sparringspartner for kollegerne i jobcentrene, deltager i fællesmøder, deler af vores viden om konkrete virksomheder, og bidrager med at spotte hvor der kan være åbninger til fx virksomhedspraktikker eller andre forløb.
Kompetence-profil
Som rekrutteringskonsulent er din opgave også at hjælpe virksomhederne med at tænke i løsninger, i de tilfælde hvor virksomheden ikke kan finde den medarbejder de søger. Dette kalder på indsigt og indblik i virksomheden og i den portefølje af ledige som er til rådighed. Som rekrutteringskonsulent er din fornemmeste opgave at sikre virksomhedsservice samtidigt med at sikre det bedst mulige match mellem jobbet og den ledige i jobcentrene. Derfor forventer vi at:
- Du er udadvendt med en serviceminded profil, som drives af at følge en opgave til dørs med et smil
- Du er en god samarbejds- og sparringspartner, der gerne deler dine kontakter, idéer og viden
- Du er nysgerrig og opsøgende, og trives med at tage første skridt i dialogen
- Du er god til at spotte, konkretisere og formulere behov, og tænke i alternative løsninger for at dække dem
- Du har indsigt i udviklingen på arbejdsmarkedet, særligt det lokale, samt forståelse for den kompleksitet der kan være i borgeres ledighedsforløb
- Du forstår vigtigheden i at løse virksomhedens rekrutteringsbehov med den ledige arbejdskraft der aktuelt er til rådighed
- Du ser værdi i og er god til løbende digitalt, at dokumentere dine opgaver, fx vedr. registrering af virksomheds- og borgerkontakter
- Kørekort er en nødvendighed for at kunne varetage virksomhedsbesøg. Der er puljebiler til rådighed i arbejdstiden.
Vi tilbyder dig:
- en arbejdsplads med højt til loftet og en uformel omgangsform, der bidrager med en positiv tilgang til arbejdet, hvor der er rum til personlig og faglig udvikling
- en del af et team og afdeling med plads til sparring og indflydelse
- et meningsfyldt, spændende og udfordrende job, hvor du direkte kan gøre en forskel for både virksomhederne og jobsøgerne
- en afvekslende hverdag, hvor du både er i dialog med virksomheder af forskellige typer og størrelser, samt er i kontakt med borgere om konkrete match
- gode muligheder for hjemmearbejde, fleksible arbejdstider og mulighed for selvstændig tilrettelæggelse af arbejdet
- et arbejde med tydelige mål og fokus på resultater
- stor indflydelse på REKBs fremtidige udvikling og din egen hverdag
Os som arbejdsplads
Rekruttering Køge Bugt er en tværkommunal enhed, der siden 2017 på tværs af Stevns og Køge kommuner har samarbejdet med kommunernes virksomheder omkring en systematisk og proaktiv hjælpe med rekruttering af arbejdskraft, samt uddannelse og opkvalificering.
Du vil blive en del af et engageret, imødekommende og serviceminded team på i alt seks virksomhedskonsulenter med funktion som virksomhedspartnere, og rekrutterings- og match-medarbejdere. Teamet er selvstændigt organiseret, og har kontor sammen med Jobcenter Køge, så dagligt vil du omgås og samarbejde med medarbejdere fra øvrige dele af beskæftigelsesindsatsen.
Vi har et tæt samarbejde med kollegerne i Stevns og Køge jobcentre, og tager et fælles ansvar for at få besat stillingerne til virksomhedernes og borgernes bedste. Det er vigtigt at vi hele tiden har en fælles forståelse for hvad virksomhederne efterspørger og har af forskellige behov, samtidig med vi skal kende til hvilke kompetencer og arbejdskraft de ledige kan tilbyde, fortæller Michael Andersen, faglig koordinator i REKB.
Ansættelsesforhold og løn
Stillingen er på 37 timer om ugen.
Ansættelsen vil personalemæssigt være i Stevns Kommune, mens arbejdsstedet vil være på Gymnasievej 21, 4600 Køge, samme sted hvor Jobcenter Køge har dele af sine aktiviteter. Ansættelses- og lønforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og den aftaleberettigede organisation.
Tiltrædelse: 1. marts 2024/hurtigst muligt
Ansøgning og ansøgningsfrist
Ansøgning, CV med mere skal sendes til os via kommunens hjemmeside senest onsdag d. 10. januar 2024. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler tirsdag d. 23. januar 2022.
Vil du vide mere?
Du er meget velkommen, og vi vil gerne opfordre dig til, at ringe og høre mere om stillingen, og få et indtryk af os som kommende kolleger og arbejdsplads. Du kan kontakte leder for Rekruttering Køge Bugt, Jannie Asklund, på 21 36 11 27. Efter nytår kan du også kontakte faglig koordinator i REKB, Michael Andersen, på 30 16 90 95 eller afdelingsleder i Stevns, David Kirkegaard Jespersen på 20 22 09 28.
Det er en del af kommunens ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge stillingen.
Stillingen kan kun søges online via Stevns Kommunes hjemmeside.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Stevns Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Stevns Kommune, Rådhuspladsen 4, 4660 Store Heddinge
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5960315